
Fælleundervisning
Fællesundervisning er for alle elever der, mandag eller tirsdag, går til klaver hos Morten Ginnerup, trommesæt hos Kåre Elers eller el-bas hos Lise Lotte Elmelund.
I løbet af sæsonen vil vi veksle mellem eneundervisning (solotimer) og holdundervisning (fællestimer), hvor klaver-, bas- og trommeelever undervises sammen af alle tre faglærere. Dermed lærer eleven at arbejde skiftevis mellem at gå i dybden med sit eget instrument, og at bruge sit instrument til, i fællesskab, at gå i dybden med andre om musikken. Det har vist sig, at resultaterne af denne undervisningsform, hvor der veksles mellem solotimer hos den enkelte faglærer og fællestimer, hvor eleverne undervises samtidig af alle tre faglærere, er særdeles gode.
I fællesundervisningen vil vi arbejde med musik i fællesskab. Vi vil både arbejde med ting, som er individuelle for hver instrumentgruppe, men også snakke om det, som de tre instrumenter har til fælles. Eleverne vil bl.a. opleve deres instrument i en sammenhæng, lære at lytte mens de spiller, at reagere på andre instrumenter, lære om forskellige stilarter, improvisation, musikhistorie og meget andet. Vi har erfaret, at det musikalske fællesskab, hvor eleverne inddrages aktivt i processen giver en større forståelse for musikken og ens eget instrument. Samtidig opstår der et socialt fællesskab gennem at arbejde med musikken sammen.
I fællestimerne vil eleverne blive undervist og spille sammen med andre elever på samme alder og niveau. Vi lægger stor vægt på at sammensætte holdene efter faglig kunnen, så eleverne får størst muligt udbytte af fællesundervisningen. I de perioder, hvor der er fællestimer, vil undervisningen vare længere og kan derfor foregå i et andet tidsrum. Vi bestræber os dog på at ramme så tæt som muligt på det tidsrum, hvor eleven går til eneundervisning.
Hvert år ved sæsonstart indkalder lærerne forældre til et informationsmøde, hvor årets planlægning gennemgås.
| Musikskolen Lyngby-Taarbæk | Toftebæksvej 17 | 2800 Kgs Lyngby | tlf. 4597 3659 | musikskolen@ltk.dk |