
Musik med blokfløjte
Et tilbud, der giver mulighed for, at 6 elever på et hold sammen kan arbejde med en masse musikalske parametre, også lidt udenfor det, vi normalt kan nå i solo undervisningen. Desuden er det sociale element naturligvis i fokus.
Først og fremmest skal vi på holdet spille blokfløjte. Sammen og indimellem hver for sig, hvor vi lytter til hinanden, og af det også lærer rigtig meget. Vi skal også sammen lytte til indspillet musik, fx ved at der laves en lyttetime med et tema omkring blokfløjtemusik.
Eleverne bliver også i undervisningsforløbet præsenteret for de forskellige blokfløjtetyper/ størrelser, og får mulighed for at prøve nogle af musikskolens større fløjter.
Der er mange teoretiske og tekniske sider af det at spille, som det kan være en fordel at være på hold for at dyrke. Både specifikke blokfløjteteknikker eller mere generelle musikalske områder. Vi skal arbejde med disse ting bl.a. ved hjælp af improvisation. Også små lege kan bruges til sammen at anskueliggøre, hvad fx et nodebillede er.
Hvad et hold kan, når der er gået en sæson er meget svært at sige: det afhænger fx fuldstændig af, hvor meget der bliver arbejdet derhjemme af den enkelte. På den måde er et hold mere sårbart end soloundervisningen, da eleverne er afhængige af hinanden. Jeg forventer derfor at alle elever forbereder sig/ øver derhjemme (som v/soloundervisning), da instrumentaldelen af undervisningen ellers ikke kan udvikle sig særlig meget. I den aldersgruppe kræver hjemmearbejde opbakning fra hjemmet. Og forældre er altid meget velkomne til at kontakte mig!
Ved juletid samt ved sæsonafslutning er der altid en koncert, hvor eleverne medvirker.
De elever, der bliver rigtig bidt af blokfløjten, og som øver sig på en god måde, kan gå over i musikskolens instrumentalafdeling, og for de bedste og mest entusiastiske, er der nu en talentlinie på Lyngby-Taarbæk Musikskole.
| Musikskolen Lyngby-Taarbæk | Toftebæksvej 17 | 2800 Kgs Lyngby | tlf. 4597 3659 | musikskolen@ltk.dk |