
Lidt om strygeinstrumenterne
Strygerne er den største instrumentgruppe i et symfoniorkester, og de består af følgende instrumenter:
violin, bratsch/viola, cello og kontrabas.
Instrumenterne er i virkeligheden ens, bortset fra størrelsen. De har alle 4 strenge, der kan knipses med en finger eller stryges med en bue. Buen er bygget med hårene fra en hestehale.
Violinen er det mindste instrument i strygerfamilien. Den spiller de højeste toner.
Bratschen er lidt større end violinen og har en lidt dybere og varmere klang. Disse to instrumenter holdes under hagen.
Celloen støtter på gulvet og spilles siddende.
Kontrabassen er stor, støtter på gulvet og spilles stående.
Udover at spille i symfoniorkester, kammerorkester, underholdningsorkester, teater- og promenadeorkester med flere, kan strygerne være med i rigtig mange sammenhænge –både i klassisk og rytmisk musik. Vi kender f.eks. strygerne rigtig godt fra den klassiske kammermusik og folkemusik.
Sammenspil Strygere
Når vi taler om strygere, handler det om instrumentalundervisningsfagene violin, bratsch, cello og kontrabas. Udover instrumentalundervisning, tilbydes samtlige elever på strygeinstrumenter på Lyngby-Taarbæk Musikskole en plads i Springstrings.
Springstrings er musikskolens store strygerflagskib, som er tilrettelagt således, at alle elever på trods af store niveauforskelle kan være med fra første dag.
Læs meget mere om Springstrings under Sammenspil strygere.
| Musikskolen Lyngby-Taarbæk | Toftebæksvej 17 | 2800 Kgs Lyngby | tlf. 4597 3659 | musikskolen@ltk.dk |